Glædelig Gudhjemtid

 

Jeg har taget for mange fotos.

Eller rettere: de fotos, jeg har lagt op på denne blog, har været for tunge, og det kan der ikke laves om på. Pladsen er begrænset, så der er ikke andet for end at bedrive en ny blog, hvis jeg over hovedet skal gøre mig forventninger eller bare forhåbninger om at skrive mere (om) løst eller fast.

Men i nat skiftede vi som bekendt fra sommertid til vintertid – eller som det mere korrekt benævnes: normaltid. Eller som det – måske mindre bekendt og mere poetisk – også hedder:

Gudhjemtid.

Jeg fejrede den sidste sommertidsdag med 10.000 skridt gennem skoven og langs med vandet.

Jeg fejrede denne første vintertidsdag med 10.000 skridt gennem skoven og langs med vandet.

De første 10.000 skridt inden solnedgang.

De sidste 10.000 skridt sammen med solopgang.

Eller omvendt. Det er, som man tager det.

Der kommer jo let virkelig rod i systemet, når tiderne sådan skifter. Hvornår må man egentlig sove? Og hvor længe?

Nuvel, nu har sommerens dvale stået på længe nok, denne min fysiske og mentale (s)tilstand varet længe nok. Det var en rigtig god sommer, ingen tvivl i mit sind, og den var såmænd ganske produktiv på andre fronter end just de skrivende, men nu vil jeg gå i træning, så her følger det daglige træningsprogram – ja, man kunne nærmest kalde det for mit

Gudhjemtids-manifest

  • 20 K på cykel eller 1 times rask trav (10.000 skridt)
  • 1 times læsning
  • 1 times skrivning
  • 1 times musik

+ det løse; altså det, der kommer til, og da ikke mindst det, der kommer let.

Og let skal det være. Hvem gider være tung?

Nogle går i skarp træning, når bikini- og sommertiden nærmer sig, men ikke mig.
Nogle spiser mindre, når det er sommertid, men ikke mig.
(Jeg konsumerer stort set lige store mængder, hvadenten det er sommer- eller vintertid. Kaffe og kage. Frem og tilbage).

Så jeg har fotograferet sæsonens sole med kig til vores nye altan (det foto så du længere oppe i teksten). Jeg har fotograferet sæsonens sidste grønne og bærfrugtbærende planter hjemtaget fra kolonien og plantet i entreen.

De mindste kviste afklippet og stoppet ned i en lille kande, sat på det mindste spisebord i køkkenet, hvor Irene’s gamle blå køkkenbænk er kommet til ære og værdighed – og såmænd også hjemtaget fra kolonien, hvor dens hjørnemakker endnu henstår.

Og jeg har fotograferet altanens indtagne planter, der ikke tåler den mindste frost eller kulde, og som indtil videre også frister tilværelsen i entreen.

Og så har jeg da endelig også opdateret og afsluttet siden Thyra’s lille sorte med optryk af de resterende sider fra 24 til 72 med lækre opskrifter. Der er alt, hvad hjertet begærer, lige fra chocolade=bradekage til vanilie kranse, Mary’s boller, gåsesteg og hindbærsaft + alt det andet gode, der ligger ind imellem.

Så alt i alt har jeg næsten opfyldt dagens program, for jeg har skrevet på dette i mere end en time, og jeg har gennemlæst på dette i mere end en time. De 10.000 dogmatiske skridt er forgangne allerede tidligt i morges.

Og i dette øjeblik sætter min søde mand dette for næsen af mig og går i køkkenet for at kokkerere = sød musik i mine ører og øjne, mund og hals.

 

Mission completed!

Derfor: hvis du vil læse mere, har jeg gemt en ganske lille smule plads på denne blog, lige nok til et meget kort indlæg, tror jeg, så jeg lige netop kan opdatere med et link til næste skud på stammen, så snart det foreligger. Lur mig, om ikke jeg kunne være så original, at titlen kunne være noget i retning af nærværende måske med tilføjelsen .2, eller noget, der ligner…

 

Reklamer
Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Så skete der alligevel noget?

 

BUM! sagde det, og så stod den stille.
Hjernen.
Helt stille.
Og så skete der absolut ikke mere den sommer. Hun lå på den lade side på stranden samtlige 71 (72) fulde meteorologiske sommerdage. Fra morgen til aften. Der skete intet. Kom ikke en eneste ærlig historie, ingen ord i hendes hoved endsige fra hendes hånd. Der skete virkelig ingenting – og det på trods af, at der faktisk skete utroligt meget i løbet af de 71 (72) fulde meteorologiske sommerdage. Sommeren 2018: den varmeste sommer i – næsten – mands minde, som efterfulgte den koldeste sommer i 21 år, sommeren 2017. Og dette sidste kunne/kan jeg også bevidne, for sommeren for nu 22 år siden – 1996 – kan jeg nemlig godt huske: Den var kold og fugtig. Det var den sommer, jeg ventede Thor Emil, og vi var hjemløse hjemme i Dannevang for at få ham født, fordi det kostede en bondegård at få sådan en lille størrelse født i USA. Vi var hjemløse, fordi vi havde fremlejet vores lejlighed, så vi boede lidt hist og pist, mens vi ventede: af og til i Århus, af og til i Brabrand, af og til i Middelfart, af og til i København. Vi cyklede en del, og især husker jeg cykleturene i København, der var så kolde, at vi måtte stoppe Liv og Mai godt fast i deres cykelstole med dyner, huer, tykke trøjer og ekstra sokker, for at de kunne holde varmen selv på kortere ture. Liv fik stadig blå læber og Mai hvide fingre. Til gengæld fik vi kvælende varm Indian Summer, da vi var tilbage i USA igen i september – nu med 2 storesøstre (og det er vigtigt at pointere: 2 – to – storesøstre!) og en lille gøg på 5 uger.

Men denne sommer solgte vi jo altså vores hus. Vi nåede ikke at blive hjemløse, men det tog faktisk kun 9 dage med 10 fremvisninger, og det gik jo hverken værre eller bedre, end at i selv samme øjeblik, hvor mægleren sendte besked om, at handelen var en realitet, og vi skulle flytte 14 dage inden overtagelse som en del af aftalen – altså medio juli – fik Jan hammerslag på en auktion.

Det kom faktisk til at gå lidt tjept.

Ikke at vi flyttede til nyt og faktisk større hus. Næ, denne sommer havde vi (også) allerede en tom lejlighed at rykke ind i. Og det gjorde vi så. Med hele vores veldresserede flyttehold. De kom fra nær og fjern til endnu en flyttefest. Vi komprimerede, minimerede og down-size’ede os ned fra de 148 m2 stort set étplans – dog med 60 m2 kælder – i forstadsvillakvarteret til 97 m2 på 4. sal – uden elevator, uden kælderrum – midt i storbyosen. Det kan man altså finde på. Ja, og Nana’s arme flagrer da også stadig i vilden sky. De vil simpelthen ikke komme ned igen.

Her er da også skønt, og alting er lige ved døren: F.eks. er vaskemaskinen ned fra 4.,ned i kælderen, op af kælderen, over gården, ned i kælderen, krydse fingre for, at en af de 4 maskiner er ledig. Op igen fra kælderen, over gården, ned i kælderen, op på 4. Vente en time. Ned fra 4., ned i kælderen, op af kælderen, over gården, ned i kælderen, snuppe det nu en anelse tungere (våde) vasketøj i IKEA-posen, op fra kælderen, over gården, ned i kælderen, op på 5. for at hænge til tørre, ned på 4. og puste ud… 8,50 kr koster sådan en maskinefuld vasketøj, og den er godt proppet. Man skulle nødigt gå den tur for ofte… Og, ja, det er da lidt rigtigt – og meget pinligt! – at man må indrømme, at turene til 4. sal ikke skal blive for mange på sådan en helt almindelig dag.

Det er f.eks. også lidt pinligt at opdage, at efter 3 år uden krydderihylde over emhætten lander saltskålen og peberkværnen og alle krydderibøtterne på stort set nøjagtigt samme sted på hhv. emhætte og krydderihylder som i den lejlighed, vi beboede i næsten 25 år forud for de 3. Og man tror, at man går rundt og udvikler sig…!?

Unheimlich ist das!

Cykelkælderen er også tæt på. Den har en dejlig stejl trappe og en smal dør. Man er nødt til at gå ned og låse op og gå op igen og hente sin cykel på fortovet og slæbe den ned ad de stejle trin, for at gå op på gaden igen og siden ind i sin opgang. Hvis man vil undgå den stejle trappe, kan man selvfølgelig vælge den cykelkælder, der ligger samme sted som vaskeriet, men som har udgang direkte til gaden. Man kan vælge at tage turen over gården osv – eller man kan gå uden om blokken for at komme dertil. Det er smart. Smartere end at gå lige ud i sin garage.

Garager er i det hele taget stærkt opreklamerede. Der er jo masser af parkeringspladser til bilen i kvarteret… De er alle bare altid optaget, hvis behovet skulle opstå efter klokken 15. Cirka.

Det koster 510 kr pr. gang…

Til gengæld kommer elektrikeren og borer og installerer dobbelt-kæmpelys på badeværelset og enorme stikkontakter i køkkenet og det endda over flere timer – og helt gratis (og uønsket). Og man kan få udleveret dyr træolie og sandpapir helt gratis hos varmemesteren, hvis man selv vil slibe og oliere gelænderet på altanen. Og man siger bare samme sted, at bruserhovedet er kaput, og vips, så får man et nyt i postkassen. Helt uden beregning. Når filteret i vandhanen falder ud, sender de en mand, der lige ordner dét. Det er skam de små ting, der tæller i hverdagen.

Men det er sådan med det der dobbelte kæmpelys på badeværelset, at man virkelig skal sørge for at have forrettet sin nødtørft, inden man kryber til køjs, for er man så uheldig at vågne midt om natten og i sin vildfarelse komme til at tænde nævnte installation, når man lister ud på operationsstuen, er det lodret umuligt at falde i søvn igen, for krop og sjæl får en chok og tror, at det er midt på den lyseste sommerdag. Og for at det ikke skal være løgn, er det sådan med det dobbelte kæmpelys, at man ikke kan skifte pærerne. Pærer og lamper er så at sige støbt i ét. Ryger pæren, ryger lampen. Men så kommer elektrikeren bare og sætter en ny op. Uden beregning. Det er ret smart.

Det går vi sådan og hygger os lidt med oppe på 4.

Når vi er der.

For ellers er denne sommer gået med at lappe diverse huller i det nyindkøbte hus. Jeg kan røbe så meget, som at vi på nuværende tidspunkt har investeret 622 mandesommertimer i projektet. Hvor bliver de af, alle de timer? Hvor blev sommeren af? Jeg har faktisk taget en del billeder, viser det sig. Har slæbt kamera med overalt, men ikke efterfølgende tjekket det ud. Ingen historier. Men for god ordens skyld kommer her en lille kavalkade – med behørige datoer…

Vi starter i juli, på terrassen i Sydtoften.
Nej, vi tager den i kronologisk orden og starter i stedet med et par shots fra de første timer på det nye projekt:

Spørgsmål: Er det mon et lupinbed?
Svar: Nej, det er en temmeligt “forvokset” flisebelægning.

Spørgsmål: Er det Byggemand Bob?
Svar: Ja, og han har netop beskåret en kæmpethuja fra uomgængelig busk til omgængeligt træ.

Ja, og udhus fulgte der med. Med solceller på taget, både i øst og i vest. Og solen skinnede.

På terrassen i Sydtoften truttede trompeterne om kap, og haven var endnu frodig i starten af juli.

Dog med sporadiske tegn på mangel på vand:

Dammen klarede sig stadig fint,

og rosenbedet og alt det andet omkring dammen ligeså.

Hvorimod dammen i kolonihaven var begyndt at lide.

Nøkkeroserne her kom aldrig i blomst, vandet forsvandt faktisk fuldstændigt.

I Udbyhøj havde padderokkerne – disse sidste dinosaurer – kronede dage trods tørke og og stenørken.

Men sådan skulle det ikke blive ved med at være:

Denne gang i en super tid: det tog en fodboldkamp.

Der er så meget, mænd ikke forstår…

Pragtbedene var der til gengæld ikke så meget at stille op med denne sommer. Ikke megen pragt over dem.

Og små 2 uger senere så det ellers så stedsegrønne bed i kolonien sådan her ud:

Og, ja, dammen tørrede som nævnt helt ud:

Mens de træer, vi fældede i vinter, en halv meter derfra, gik helt amok:

Stubbene gik totalt i meterhøjebuske. Hvad skete der lige dér?

På Byggemand Bob-fronten skete der ting og sager:

Der blev støbt ny sokkel…

Og ny bagtrappe.

Der blev skrabet, slebet og malet vinduer. På førstesalen er de ved at blive skiftet til nye. De gamle stod ikke til at redde.

Endnu en thuja og en hel del løssluppen vin blev kraftigt beskåret, så det over hovedet var muligt at komme til de vinduer. Ja, faktisk var det så nyt et islæt i gadebilledet, at et par naboer kom forbi og kommenterede: de havde slet ikke været klar over, at der var et stort vindue lige der?!

Og ved siden af det store vindue – bag den betvungne thuja – var en gang en dør med trappesten og tilbehør. Trappen er der endnu, men ikke den dør. Og døren førte en gang ind i en butik. Efter sigende noget med sadler og seletøj. Og muligvis var det en smed, der havde sit virke i det store udhus i gården.

Og – ikke at forglemme – der dukkede søreme en pigstensbelægning op langs huset…

Hoveddøren fører til noget, der godt ku’ gå hen og blive helt stateligt (ude på landet).

På lige fod med de 3 stuer en suite… og det er alt sammen noget med højt til loftet, stuk, guldkontakter og guldhåndtag …

Det er dog ikke alt, der er gult, som også er guld, – som man siger…

Der var jo f.eks. den med soklen, som guldet hviler på, og som næsten ikke var nogen sokkel. Men det blev den.

Nu sortmalet. Rundt om hele huset.

Og i haven, i lupin- og skvalderkålvildnisset bag bænken, dukkede søreme endnu en

pigstensbelægning frem! Under vildnis og 20 cm muld.

Der er ingen grænser, når jeg går i gang med min graveske. Noget har jeg da lært.

Vi gør hver dag et stop på vejen og køber forplejning på vores favourite handelsplads. Vi handler nemlig lokalt. På enkelte dage – som når vi f.eks. har ekstra mandskab med – flotter vi os med en sandwich, og hver dag med en dele-alkoholfri-naturligvis-øl.

Og vips! så kom her også lige en trappe. Sådan er det med ham byggemanden.

Det går vi sådan og hygger os lidt med ude på landet.

Når vi er der.

Når vi ikke er er hjemme på 4.

… … …

Og, ja, der gik faktisk rundt regnet 3 måneder fra forrige indlæg og til nærværende. Jeg har siddet ved computeren adskillige gange, men den ville ikke noget. Indlæggene ville ikke noget som helst. Hjernen stod stille, computeren stod stille, men et par gange har jeg læst og genlæst Klaus Rothstein’s essay Forlist i sol i Weekendavisen fra 3. august og undret mig (og (stadig) ikke forstået en disse). Stadig kan jeg bare konstatere, at det beskriver sgu’ meget godt min tilstand denne sommer. Sært. Underligt. Mærkeligt. Men som han skriver: “Det behøver jo ikke at gå så hurtigt. Det siger jeg hele tiden til mig selv. Denne sommer har jeg læst færre bøger, end jeg plejer. Og jeg har skrevet mindre, end jeg havde planlagt. Det føltes først som en krise. Siden som en lise”.
Tak. Så er vi da to.

 

 

Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar

Alone

 

Alone.

På dansk: Alene i vildmarken.

Lige nu kører der i TV en version af ovennævnte, hvor man har udsat par (fx mand&kone, far&søn, bror&bror) i den store vilde natur, prisgivet vejr og vind og vilde dyr – som de må spise (altså de vilde dyr), hvis de ellers kan fange dem. Det gælder så om at overleve i den barske virkelighed så længe som muligt uden ret mange medbragte hjælpemidler. I den standende version var der et par brødre, der gav op efter 3 timer, fordi den ene slog sin fod. Men ellers følger man disse mennesker, der sulter, skændes, så det brager, klager og beklager sig … men hvad gør man ikke for pengenes skyld? Nogle er rigtig opfindsomme og bygger og hygger og gør ved, nogle fanger masser af fisk, andre ingen over hovedet. Der er flåter og mus og giftige frøer, ulve, bjørne og pumaer. Nogle finder 6-packs opskyllet på stranden, andre har kaffe med…

Men én ting har de til fælles: de tænker meget på mad. Og kiloene rasler af!

Det sidste halvandet døgns tid har vi også været alone

Vi gjorde det ikke for pengenes skyld. Vi kom sådan set heller ikke op at skændes om noget som helst. Det var sådan set frivilligt ufrivilligt, for bilen skulle nemlig til syn, og det var bare en formsag, for mekanikeren skulle kun slibe lidt på de der bremser og af sted med dén til synshallen, færdigt arbejde. Mens vi tog et par timer på terrassen i Udbyhøj og flyttede lidt rundt med de 7 store fyldte og tunge flyttekasser, vi havde medbragt.

Lad mig slå fast med det samme: det er aldrig kedeligt at være i Udbyhøj. Heller ikke selvom nogle ville tro og synes det. Dér langt ude på landet. Men jeg har jo sagt det ofte og gentager lige mig selv: Nej, det er aldrig kedeligt.

Flyttekasserne blev læsset af, den gamle stamper kom bag på bilen, Jan kørte til mekanikeren. Inden han kom tilbage på cyklen, havde jeg slæbt (S-L-Æ-B-T!) alle tunge kasser over græs, op ad trappe, på plads på lageret på førstesalen, fyldt den vandtomme dam med spandevis af vand, så nøkkeroser og dunhammere havde noget at leve af og i, og næsten lavet kaffe af nogle af de 10 teskefulde medbragte kaffe i bunden af kaffedåsen. I Ørsted havde vi provianteret dagens tilbud på 2 potatoboller, 2 manitobaboller og en stenaltbolle + 2 flade snegle (heldigvis, skulle det vise sig). Og i rygsækken havde jeg – foruden den temmeligt tomme kaffedåse – en humpel ost og en sjat mælk i en flaske, som Thor Emil gav mig med en anden sjat mælk i for et par dage siden. Letmælk var det, til forskel fra mini- eller skummetmælken, som jeg ellers normalt køber (heldigvis, skulle det vise sig). Derforuden 5 små stykker hjemmelavet knækbrød, en klat rygeost, en rød peberfrugt, 2 cherrytomater, 5 radiser, 2 æg og 2 bananer.

Så der var først kaffe, 2 boller med ost og 2 flade snegle på terrassen.

Lidt senere frokost af knækbrød, rygeost, æg, peber/tomater/radiser.

Og så gik der et par timer med lidt havearbejde/computerarbejde (hvor er det godt, vi har fået internet), og vi var helt klar til at vende tilbage til “civilisationen”, da vores mekaniker ringede. Han ringede bare ikke for at sige, at bilen kunne hentes. Han ringede for at sige, at bilen ikke kunne hentes. De der bremser skulle nemlig skiftes, og det krævede reservedele, og bilen kunne og måtte ikke køre nogensomhelst vegne. Så der var pludselig dømt overnatning.

Og er det, at man bliver sulten!

For sådan så der ud i køkkenskabet:

På øverste hylde frø og kerner til at bage stenalderbrød af – hvis man ellers har æg til at få kernerne til at hænge sammen med. Men de 2 æg havde vi jo spist til frokost. Og en bøtte med en slat honning (Jan spiser ikke honning – så skal han blive meget sulten). På midterste hylde: wrap og bagepapir (det er altid godt af have), et glas oliven, en slat tahin, en halvtom pakke thebreve, dåsetomater og bagepulver. På nederste hylde: lidt flere oliven, tomatkoncentrat og i den sorte pose et kilo mel.

På køkkenbordet et glas med lidt rosiner og lidt havregryn. En flaske med 1/2 dl vineddike og en med tilsvarende mængde olie. En bøtte Pamol på hylden over. Jeg havde jo faktisk netop ryddet op i skabet for hel- og halvgammel proviant sidste gang, vi var på de kanter.

I køleskabet var der en enkelt øl og en flaske pastis – men der var ingen appelsinjuice til pastisen, så…..

En enkelt flaske rødvin fra fødselsdagen havde overvintret på vinhylden. Sådan en kan jo holde sig en rum tid, når den er uåbnet.

Den forblev ikke uåbnet. Nej, den blev åbnet. Og der blev produceret tilstræbt pizza margherita af det tilstedeværende mel, olie, bagepulver, tomatkoncentrat, oliven og havens oregano + den sidste rest medbragte ost fraskåret 6 skiver til de resterende 3 boller, som hermed var rationeret til næste dags morgenmad sammen med de sidste 5 teskefulde kaffe i kaffedåsen.

Og Jan slap for at skulle ud med fiskestang og fiskenet, og jeg slap for at skulle pære den nybyggede svalerede ned (nu er der endelig et svalepar, der har taget mod til sig og har trodset miniflagermusene i Mombassa) for at koge suppe på den, og for at have dårlig samvittighed over ikke at have fanget den kæmpesnog, der gled af sted under min hånd, mens jeg klippede syrenvildskud væk i stendiget. Jeg lavede simpelthen margherita i stedet. Og margherita og rødvin går man ikke helt galt ad, selvom jeg godt kunne have sparet bagepulveret. Bunden hævede ikke. Det skal den selvfølgelig heller ikke.

Til dessert var der hyldeblomstthe fra naturens og markvejens eget spisekammer.

Den aften gik vi – trods alt – mætte til køjs.

Og se, næste morgen viste det sig at være en luksus at have en halv deciliter letmælk på køl, for denne kunne fortyndes, så der både kunne blive til havregrynene og til min halvdel af den tynde kaffe, der kunne produceres på de sidste 5 små teskefulde kaffe i kaffedåsen. Ikke dårligt, ikke dårligt. Og der var små osteskiver til de resterende 3 små boller fra bageren i Ørsted.

Så længe kunne det jo heller ikke vare med den bil…..

Og Jan skulle være hjemme og åbne udstilling kl. 16. Der manglede lige lidt oprydning og lidt lyssætning og sådan.

Der blev klippet mange flere syrener og produceret flotte stendiger med flere snoge, som jeg ikke fangede. Ligesom jeg heller ikke havde succes med at fange kæmpemuldvarpen i dette kæmpeskud (det er Thor Emil’s aflagte str. 42,5 til sammenligning).

Eller det byttedyr, der må befinde sig i dette hul, som andre end jeg tilsyneladende har forsøgt sig med:

Og vildmarken omkring drivhuset blev raseret og tæmmet (her fangede jeg faktisk et par flåter, men det vidste jeg ikke, før jeg kom hjem).

Det blev frokost, og der var en halv peberfrugt, 1 radise og 2 bananer. Mens mekanikeren var ved at montere noget bremse…

Og tiden gik, mens vi gik der og vansmægtede.

Til … endelig – klokken 14.00 – kom bilen kørende med mekaniker, nye bremser og nysynet ind på matriklen. God service! Den gamle stamper blev hurtigt kørt i hus, der blev lukket og låset på rekordtid. På vejen blev der indkøbt nye forsyninger (bagerens og dagens sidste æg-og-reje-bolle) til deling i bilen og 10 frosne kransekagestænger til udstillingsåbningen, og som tøede op på turen, dels lagt op på lit de parade i forruden, dels på tværs af mine ben på forsædet (kransekage er godt for lårene). Og alt klappede. Vi nåede hjem, fik skiftet tøj og ladet om og var på udstilling kl. 15.45. Der blev sat lys og ryddet op, og så kom de væltende, udstillingsgæsterne. Eller – som man siger: børnene og udstillingsgæsten.

Al eventuel sult blev stillet i kransekage fra bageren i Ørsted.

Og der er stadig kransekage til de gæster, der måtte komme forbi også denne dag.

Vi har ikke tabt et gram.

 

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer

Skriften på væggen

 

Jeg kunne ikke selv have skrevet det bedre.

 

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer

Fuglefløjt fra oven

 

Jeg må starte med at beklage den forringede billedkvalitet, som jeg først registrerede efter hjemkomsten fra ferielandet og fik billederne flyttet fra kamera til computer. Man må forlige sig med, at de gennemgående 2 lettere diffuse pletter på samtlige fotos i dette indlæg alene skyldes aflejret havvandssalt eller solcreme…

Men sådan så bademorgenerne ud: Det fladeste flade badevand, så langt øjet rakte.

Man kunne næsten gå aldeles tørfodet hele vejen ud til tønden, som er sat, hvor det laveste lave møder sejlrenden. Hertil men ikke herfra kan man bunde.

Der har været travlt hos alle de små fugle siden sidst: Oppe under Mombassa’s tag har vipstjerteparret rede med sultne unger.

I hullet i muren under Havskiftegården’s tag har rødstjerteparret sultne unger (det hul er nok en K3’er :0) – men da parret har haft unger samme sted for et par år siden, har vi ikke nænnet at lukke det; det kunne jo være, at de kom igen. Og det gjorde de).

På græsset under hullet fandt jeg denne lille knækkede æggeskal.

Mini og lyseblå. Farven på fotoet snyder lidt, når solen skinner så meget, men man kan sammenligne med den lyseblå på knæpuden herunder; så går man ikke helt galt i byen.

Musvitterne fodrer unger i kassen her på skuret.

Og i et træ i plantagen sidder en meget meget sulten lille flagspætteunge og stresser sine forældre (og alle andre med hørelse). Svalerne holder øje med Mombassa, hvor de så gerne vil tilbage og holde hus, men de er også i år forstyrret af en miniflagermus. Flagermus og svaler går tilsyneladende ikke sammen. Og alt imens holder en rørhøg øje med det hele – enten i mirabellen ved lågen, eller på selveste lågen.

Og jeg har også sat jordbærstiklinger  på denne matrikel – i rabarberpragtbedet. De står fint, men har det lidt tørt denne deres første sæson. Men bærrene er der, og et enkelt er næsten rødt. Og sødt.

Pragtæbletræet er helt grønt og har masser af små grønne æbler. Vi håber, de ikke har det så tørt, at de ikke rigtigt bliver til noget, når den tid kommer.

Tilbage og hjemme igen til fanfare og jordbærhøst i søndagsaftenstunden. Trompeterne er gået helt amok, mens jeg har været ude af byen disse 4 dage. Og selvom Jan høstede et halvt kilo bær og tog med, da han kørte til Udbyhøj for at hente mig, var der alligevel

1001 gram store og fuldmodne bær denne aften.

Lagt op og nydt, hver og et.
Inden solsorteparret her får alt for gode idéer; de har nemlig også meget sultne unger.

 

Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar

Værdipapir

 

At jeg har fået nogle dejlige selvstændige unger (unge mennesker), vil jeg til enhver tid skrive under på. Men om jeg gjorde det ved dén lejlighed…? Det har så i alle tilfælde været med usynligt blæk, kan jeg (ikke) se.

Jeg husker ikke den præcise årsag til opkomsten af dette dokument, men jeg forstår alvoren og beslutsomheden, og at mit samtykke og min underskrift har været yderst vigtige og bydende nødvendige at opnå.

Det er absolut et stykke papir, der var – og er – guld værd.

Fundet i gemmerne i Udbyhøj i den forløbne week-end.

 

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer

Politisk korrekt?

 

Mine børn synes, jeg skal være politisk korrekt – og det er ellers stygt.
Stygt som den store stygge ulv.
Så jeg har idag i et næsten ubemærket øjeblik (jeg måtte ikke kigge) fået en tatovering af Mai ifølge aftale med de øvrige børnis, som sporenstrengs – og jeg mener sporenstrengs, for Mai er kvik – fik tilsendt dokumentation over telefonen.

Og dét må man finde sig i!?

Men uanset hvad:

Jeg vil simpelthen have mine morgenture til stranden i fred. I fred for ulve. Uanset at de er søde og ikke gør en kat fortræd. Nej, ikke en kat, men …
Det har jeg også sagt til mine børnis.

Jeg vil simpelthen også have lov til at gå fredeligt rundt i skovene i mine egne tanker uden at støde på en ulv. Uanset at de er søde og ikke gør en kat fortræd. Nej, ikke en kat, men …
Det har jeg også sagt til mine børnis.

Og uanset at jeg ellers hører til ovre på den side, der tilsyneladende godt kan lide de der ulve – selvom jeg egentlig er temmelig apolitisk anlagt – og sjældent gør en kat fortræd… (jeg siger kun højlydt Vov! til den; ellers gør jeg den ikke noget, så længe den bare snupper mine mus, ikke sætter sine kløer i mig og ellers lægger sin bæ hjemme hos sig selv). Men jeg gider simpelthen ikke være politisk korrekt. Desværre. Beklager. Og bølgerne (og grinene) går højt, når vi snakker ulve her i hytten. De synes alle, at jeg er provokerende, når jeg ikke kan forestille mig noget større behag ved at møde de søde små og venlige ulve ude i naturen; men det er nok kun lige til den dag, hvor de selv står ansigt til ansigt med sådan en karl sød lille pusling. Siger jeg til dem. Vi må jo lade det komme an på en prøve. Jeg behøver over  hovedet ikke møde den, jeg kan sagtens forestille mig mødet. Det er mere end rigeligt.

Nogle bryder sig ikke om edderkopper, andre ikke om myg eller stankelben, andre igen basker forvildede, skrigende og hektiske rundt, blot de sporer en hveps på en halv kilometers afstand … Jeg mener: Come on!!
Men sådan er vi jo så forskellige, børn.

Men selvom det tilsyneladende nu står 1-0 til ulvesammensværgelsen, tænker jeg, at det står en fuldstændigt frit for at tolke på den der røde pote: skal den ses som et hjerte (love) – eller er der ikke faktisk tale om et flammehav? Bål og brand. Fire and Fury
Der er dog også noget, der hedder “at se rødt!”

Står der faktisk: “I elsker ulv” (underforstået: Det gør jeg ikke!) Aha!?
Eller står der: “I love ulv” (så burde der have stået wolf, helt ærligt).
Eller omvendt/modsat: “I hate ulv” (altså wolf). Jamen, jeg ved det ikke.
Det er ikke helt let eller entydigt, det her.

Er du (stadig) i tvivl om, hvad du skal mene, får du lige adgang til klassikeren – barnelærdommen – her: https://www.youtube.com/watch?v=ShE27Hst_NM

Hvad man i barndommen nemmer, man ej i alderdommen glemmer. Eller?

PS.  Fire and Fury er i øvrigt skrevet af Michael Wolff.

 

Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar