Man skal kigge længe i vejviseren

Lige så vel, som at man kan komme til at høre (for) de gode historier meget længe efter… (jfr. forrige indlæg), er der ting, man kan komme til at kigge langt og længe efter i vejviseren. Hvis man vel at mærke skal finde noget i Athen – og det altså ikke lige drejer sig om noget meget gammelt.

Man skal i hvert fald ikke forlade sig på, at der er skiltet med noget som helst, der ligner noget vejvisende. Som f.eks. et museum for moderne kunst/National Museum of Contemporary Art hhv. en “Statens Museum for Kunst”-agtig institution: National Gallery.

Vi ledte, og vi ledte, og vi gik, og vi gik. Vores fødder blev flade, og vores såler tyndslidte. Ingen vidste noget, og vi kunne ikke genkende noget fra guidebogen. Og i virkeligheden var vi der. Bare ved bygningens bagside, – som var grå og ikke havde skyggen af skiltning eller udsmykning eller andet som helst, der kunne lede tanken hen på noget, der lignede et kunstmuseum, og da slet ikke noget rødt,

som indgangspartiet på forsiden. Som Jan vidste fra et foto.

Så vidt, så godt den ene dag. Vi vendte snuderne hjemad og fandt på noget andet.

To dage senere gjorde vi forsøget igen. Og den lå der altså, bygningen. Klemt godt inde imellem to drønende veje. Et tidligere bryggeri – vores daglige Fix – nu midlertidigt hjemsted for kunsten – både nutidskunsten og den, man med lidt god vilje kunne kalde moderne eller bare lidt ældre. Men altså kun midlertidigt, det fandt vi ud af den dag.

Klokken 11 blev vi sluppet ind. Køen var ikke lang, vi var kun 4, der havde fundet vej. Men personalet i det store rum var talstærkt: 4 damer, 2 mænd. Og det tog lang tid at få erhvervet de to billetter. Høflige, som vi jo kan være, stillede vi os bag i den overskuelige kø (det er vores opfattelse, at græske køer tygger meget drøv), og to billetter à 4 euros rigere – eller fattigere? – skulle vi så se denne her kunst.

Som slet ikke var der!

Der var godt nok rulletrapper både op og ned i den store indgangshall, men de var spærret af. Og som damerne forklarede os, kunne vi jo se på planchen nede på bagvæggen, hvordan museets etage- og rumindretning var. Der var da vist også et par værker udstillet i kælderen, men ellers var alle de ældre mesterværker – den permanente samling – flyttet til et andet midlertidigt opholdssted, og hvor det lige var?…. Ja, det havde de faktisk en anelse svært ved at finde ud af, og de måtte konsultere hinanden og indtil flere bykort i lang tid for at finde den rette placering.

Det lykkedes at nå til enighed, og selvom vi nok kunne fornemme deres skuffelse over, at vi ikke ville se den halvtomme kælder, insisterede vi på at kaste os ud i den røde metrolinje og skifte til den blå i nordlig retning for at finde den permanente samling.

Vi kørte. Vi stod af. Og vi gik igen et stykke vej for langt, for skiltning? Nej, det skal man ikke regne med. Men i den ene af to baraklignende bygninger (indvendigt med kig til spær og tagsten) på en stor plæne i et område,

der kunne have været noget tidligere olympisk et-eller-andet, hang der virkelig et par malerier af El Greco, som kunne være attråværdige, men ellers kunne det være så som så. Det skal så siges, at der var rigeligt med personale, der solgte billetter til 5 euros stykket og holdt skarpt øje med, at ingen af de 5 besøgende tog fotos (nå, OK, så skarpe øjne havde de så heller ikke!).

Efter den første barak stod Jan af og hvilede ben og øjne i det gode vejr blandt skulpturerne på plænen, mens jeg lige tjekkede den anden ud for blot at konstatere, at hverken Brinkmann eller Skovgård gik glip af noget som helst.

Om ikke andet bidrog vi lidt til den slunkne økonomi, der er kraftigt medvirkende til kunstens trange kår og omskiftelige tilværelse, så længe ombygningen af dens rette placeringssted står på. Efter sigende skal ombygningen af dette sted, museet, være påbegyndt vist i 2013, og måske står det klar igen om 7 måneder, måske om et år, men kun måske …? Ingen ved.

Og man kan sige, at det er da også uheldigt, at 2 store institutioner er under ombygning på samme tid (hvis vi har forstået det hele ret) – omvendt er det måske ikke lige dem, der er det helt store trækplaster i netop denne del af verden?

Et par ubrugte entrebilletter, hvis nogen skulle få trang…
De er billigt til salg: 2 for 1.

Og så kunne historien i og for sig godt være sluttet her, men …

… der er da lige en lille historie om et andet museum, nemlig The National Archaeological Museum of Athens, en ældre sag, som skulle tilhøre eliten, være et af verdens vidundere næsten. Et must – og alligevel ikke hypet som det prangende Acropolis Museum, der kun er få år gammelt og til dels bygget med EU-midler.

Dér skulle vi så hen, Nana og jeg, på Nana’s hårdt tilkæmpede fridag. Hun lod sig besnakke og overtale, gik frivilligt med. Alt imens Jan frivilligt “holdt øje” med resten af Athen. Vi gik da også et stykke vej, men ikke så langt et stykke, dog kun for at opdage, at vi og en snes andre uvidende museumsgængere var gået forgæves. Museet havde nemlig lukket i anledning af en af nationens nationaldage – faktisk en dobbelt en af slagsen: Uafhængighedsdag og Mariæ Bebudelsesdag. Ikke at der blev skiltet med det, for det gjorde der ikke, men det var det, man lissom kunne regne ud – altså ikke Mariæ Bebudelsesdag, men Uafhængighedsdagen – med afspærringer i hele den indre by, militærparade med deltagelse af repræsentanter for diverse ambassader i nyvaskede og flagdekorerede biler, korps og enheder i blankpudsede uniformer, frømænd med flasker på ryggen (men med støvler og ikke svømmefødder), kasketter, guldhjelme, kampuniformer, brandmandskorps med flasker på ryggen og røde hjelme, ingen tørre øjne her. Og de sang, og de spillede, svingede med armene, råbte deres kampråb …

Vi fejrede turen og dagen med et græsk fladbrød med græsk fyld og gik hjem og fik kaffe sammen med Jan på vores lille altan.

Og nød synet af appelsin- og citrontræerne i gården.

Vi havde ikke det store held med de der museer.

 

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

2 svar til Man skal kigge længe i vejviseren

  1. kirstenbje siger:

    Jeg skal love for, at I har travet en del. Flot.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s