Fortællingen (s)om en gave

 

Hvad gør man lige, når ens mand har fødselsdag – ovenikøbet en rund en af slagsen – og han ikke ønsker sig noget og ikke vil fejres, når han selv køber gaver (til sig selv) – og når man nu tænker over det, er det faktisk en gentagen årlig handling (det med at købe gaver til sig selv i tiden op til den store dag) – og i det hele taget ikke gør det nemt for os andre, selvom han i sagens natur mener, at det må da være nemt nok, ja, faktisk pærelet; og når han nu på den ene side ikke lader til at gå særligt meget op i det — men på den anden side nok vil være liiiidt skuffet, dersom han ikke overraskes på dagen med noget originalt? Hmmm…..

Skulle man virkelig tage ham på ordet? Ingen gaver. Ingen fødselsdag. Vi lader dagen forbigå i stilhed. Arhhh… vel?

Eller er det i år, jeg skal hækle et karryfarvet (s)lumretæppe  med indbygget og udskiftelig spildebakke til kaffe og syltetøj?
Ikke nogen dårlig idé.

Eller skulle man måske lige hækle et par arbejdsbukser?
Dét ville jo være originalt.

Eller et overtræk til kajakken? Eller måske et til værktøjskassen?
Totalt brugbare løsninger.

Hvad sætter han pris på? Hvad kan han virkelig godt li’? Hvad brænder han for?

  1. Det må jo godt være lidt skørt, som Felix siger.
  2. Det må rigtiggerne være uforudsigeligt. Skjorter, bukser, bluser hører til i kategorien forudsigeligt. Med mindre det altså er noget med  karry. Men den forudsigelige skjorte slipper han ikke for. Desværre var karry ikke årstidens hit i nogen af de butikker, jeg var i. Til gengæld kan den byttes hos Levi’s, og han kan få pengene igen.

Så jeg gik på auktion (for han kan godt lide sådan noget med auktioner) og bød på noget helt uforudsigeligt, men jeg tænkte meget over, at der alligevel og samtidig skulle være noget kendt og elsket, noget, der virkelig betyder noget, i foretagendet.

Og det kom helt af sig selv:

  1. Jan er en mand, der er ét med sin kajak.
  2. Og ligesom man er, hvad man spiser; – får man det, man er:

En mand, der er ét med sin kajak. Og som auktionshuset skrev:

fra ”ca. medio1900-tallet. Fremstår med aldersrelaterede spor, defekter”.

Kan man komme sagens kerne nærmere?

Den fulde beskrivelse får du med: ”Model af grønlandsk kajak med fanger, af træ, stof, skind mm. Kajak betrukket med skind, dukke af kompositmateriale. L. 94 H 40 cm. ca. medio1900-tallet. Fremstår med aldersrelaterede spor, defekter”.

Nogle gange kommer tingene simpelthen bare til mig!

Jeg var jo godt nok spændt på, hvad sådan en filur kunne løbe op i – ja, og om jeg over hovedet ville løbe af med hammerslaget.

Og auktionen var langt væk: helt i Helsingør.

Ja, og netop den dag og netop på det tidspunkt på dagen, hvor auktionen sluttede, fik jeg oven i købet en afbudstid hos min frisør, som jeg ikke kunne sige nej til, for hvornår ville jeg ellers få chancen? Nu havde jeg ventet i 4 måneder. Så det var med bankende hjerte og nerverne udenpå tøjet, at jeg cyklede hæsblæsende ræs fra frisøren i sikker forvisning om, at nogen havde fået overbud. Men det havde nogen ikke!

Så den var hjemme – manden med kajakken. Altså hjemme i Helsingør, ved Sundet, på den anden side af Bælthavet og Kattegat, tæt på Svensken.

Manden med kajakken var også hjemme. Mit pokerfjæs (og min nye frisure) kom på en hård prøve.

Nu har vi jo relationer dér, i nærheden af Helsingør, men alligevel i en afstand, der er noget af en rejse. Og måske var det også en lidt uhandy ting at bakse og bugsere rundt med i busser og tog eller på cykel, og gaven skulle jo gerne frem i tide og hel tilstand, den havde jo trods alt nået en moden alder og var måske en anelse skrøbelig (fra ca. midten af 1900-tallet, med aldersrelaterede spor og defekter, må man huske).

Nej, man må tænke professionelt. Skal det være, så lad det være. Lad fagfolkene komme til!

Jeg hyrede professionelle flyttefolk.
Intet er for godt til min mand.

De ønsker tillykke.

Og de har i øvrigt stadig plads på lageret, hvis det skulle knibe med opbevaring af alle slags

De er behjælpelige med sikker emballering og ditto transport (her duer ledning ikke: bemærk cykelkurven).

Alle typer transport, incl. transportmiddel – og tæpper. Massevis af tæpper.  

Alle typer gods (fra og til diverse auktioner, f.eks.)  

Det kan man gå hen og få megen glæde af…

Sidenhen skulle den lille mand jo shines up.

Igen hyrede jeg de rette professionelle folk.
Intet er for godt til min mand.

Og vi lader lige billedet stå et øjeblik.

Hejminven ønsker tillykke.

Jeg må dog indrømme, at jeg i sidste øjeblik betænkte mig og lod tvivlen komme begge kajakmænd til gode, så i stedet for at tage den lille kajakmand til frisør, valgte jeg den anden model med en tid hos frisøren – så kan den store kajakmand selv vælge, hvem der skal klippes.

Og endelig skulle der suppleres op med moderne og tidssvarende udstyr (for mænd i kajakker er mænd med udstyret i orden).

Jeg gik til specialisterne.                                                                                                                  Intet er for godt til min mand.

Desværre havde disse specialister ikke plads i kalenderen til min lille hastesag, men de gav mig en håndfuld med særligt omhu udvalgte relevante reservedele med hjem til videre forarbejdning:

Og så ønskede de ellers også tillykke.

Her ses de hjembragte reservedele bearbejdet til brugbart udstyr:

Til de ikke-sagkyndige oplyses her i rækkefølge fra venstre mod højre:

Knobmåler, “vind”måler, pagajtagsmåler, fiskelængdemåler, blodtryksmåler, håret-gror-måler, pulsmåler og sidst – men ikke mindst: Gehirnaktivitätsmessgerät.

Herunder ses målerudstyrets rette placering.

Hos den sidste og top-professionelle specialist fandt jeg frem til et must, et godt og nyttigt udstyrsstykke, som kajakmanden endnu ikke har (havde) i sit repertoire:

En indbygningsfiskestangholder til kajakken. Ja, faktisk hele 2 med forskellig vinkel, så der er noget at vælge imellem til hvilkensomhelst af de mange kajakker, og så man kan gøre sig nyttig både her og der, som ægte fanger med manér.

Og også denne specialist ønskede Max-tillykke af hele sit hjerte (og der må godt være lidt reklame på dette sted).

Nu skulle man så tro, at den uforudsigelige gave var sikkert i hus…….

Men så begynder manden at luske.

Lusker rundt.
Snuser i krogene.
Sniger rundt.
Snager.
“Hvorfor var du så længe om at handle ind?”
“Hvad er det, du har så travlt med hele tiden?”
“Hvad står I og laver herude?”
Etc… etc…

Det er sjældent, at han stikker snuden ind på kontoret – altså mit kontor – men pludselig kommer han rendende 3 gange i løbet af 20 minutter, mens jeg sidder og skriver på dette beskedne indlæg, gør han, og skal lige have læst korrektur på dit og korrektur på dat…

Og bedst som jeg tror den hellige grav velforvaret, for nu er han lige en tur inde i staden, er han vupti! tilbage… Jeg når lige akkurat at få lukket døren, for på gulvet og andre steder står og ligger gavedelene opmarcheret til fotografering, og går i køkkenet for at lave frokost. Men der går ikke 1/2 minut, hvor han sidder i entréen og skifter sko for at tage til et møde, før mit instinkt siger mig, at den er rivende gal, for jeg hører, at han rejser sig fra sin puf og går med målbevidste skridt hen ad gangen, som han ikke plejer at gøre det, og han går lige én meter for langt, kan jeg mærke, og tager i det “forkerte” dørhåndtag: håndtaget i døren ind til kontoret – mit kontor!!

Det er ikke sket ofte, men jeg har før råbt “NEJ!” med store bogstaver. Det gjorde jeg også denne dag. Jeg sprang ud af køkkenet, og jeg nåede lige at se ham lukke døren igen. Forskrækket og fornærmet. Pigefornærmet.

“Jeg betaler da halvdelen af huslejen!?” – han var noget fortørnet, kan jeg godt fortælle.

Sådan kan det gå. Uforudsigeligt eller forudsigeligt? Det er sgu’ aldrig let, det her.

Anyway… så stod valget imellem at give gave eller ikke give gave – og blot nøjes med Fortællingen (s)om en gave

Og man kan jo tilføje, at da jeg valgte ikke at lade Hejminven ordne frisuren, er der ingen skade sket, og det lille klenodie (klenodie er ifølge ordbogen en “sjælden eller værdifuld genstand (af ældre dato) som er højt værdsat”) kan sættes på auktion igen :0)
Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Stor tak til alle vore sponsorer.

Af hjertet tillykke med fødselsdagen, mand.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Et svar til Fortællingen (s)om en gave

  1. Margrethe Jensen siger:

    Hvor er den herlig, hele fortællingen. Ringede på fødselsdagsmorgenen endda årle … Ingen oppe – eller hjemme? Ringer igen senere på dagen – så måske Foreløbig knus fra Margrethe/Farmor/Mor

    Sendt fra min iPad

    > Den 3. maj 2018 kl. 08.42 skrev Kolonihaven, sommerhuset og den halve-sommerhus grund. Kager og andre gode sager. Plus det løse og andet, der rører sig. : > > >

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s