Alone

 

Alone.

På dansk: Alene i vildmarken.

Lige nu kører der i TV en version af ovennævnte, hvor man har udsat par (fx mand&kone, far&søn, bror&bror) i den store vilde natur, prisgivet vejr og vind og vilde dyr – som de må spise (altså de vilde dyr), hvis de ellers kan fange dem. Det gælder så om at overleve i den barske virkelighed så længe som muligt uden ret mange medbragte hjælpemidler. I den standende version var der et par brødre, der gav op efter 3 timer, fordi den ene slog sin fod. Men ellers følger man disse mennesker, der sulter, skændes, så det brager, klager og beklager sig … men hvad gør man ikke for pengenes skyld? Nogle er rigtig opfindsomme og bygger og hygger og gør ved, nogle fanger masser af fisk, andre ingen over hovedet. Der er flåter og mus og giftige frøer, ulve, bjørne og pumaer. Nogle finder 6-packs opskyllet på stranden, andre har kaffe med…

Men én ting har de til fælles: de tænker meget på mad. Og kiloene rasler af!

Det sidste halvandet døgns tid har vi også været alone

Vi gjorde det ikke for pengenes skyld. Vi kom sådan set heller ikke op at skændes om noget som helst. Det var sådan set frivilligt ufrivilligt, for bilen skulle nemlig til syn, og det var bare en formsag, for mekanikeren skulle kun slibe lidt på de der bremser og af sted med dén til synshallen, færdigt arbejde. Mens vi tog et par timer på terrassen i Udbyhøj og flyttede lidt rundt med de 7 store fyldte og tunge flyttekasser, vi havde medbragt.

Lad mig slå fast med det samme: det er aldrig kedeligt at være i Udbyhøj. Heller ikke selvom nogle ville tro og synes det. Dér langt ude på landet. Men jeg har jo sagt det ofte og gentager lige mig selv: Nej, det er aldrig kedeligt.

Flyttekasserne blev læsset af, den gamle stamper kom bag på bilen, Jan kørte til mekanikeren. Inden han kom tilbage på cyklen, havde jeg slæbt (S-L-Æ-B-T!) alle tunge kasser over græs, op ad trappe, på plads på lageret på førstesalen, fyldt den vandtomme dam med spandevis af vand, så nøkkeroser og dunhammere havde noget at leve af og i, og næsten lavet kaffe af nogle af de 10 teskefulde medbragte kaffe i bunden af kaffedåsen. I Ørsted havde vi provianteret dagens tilbud på 2 potatoboller, 2 manitobaboller og en stenaltbolle + 2 flade snegle (heldigvis, skulle det vise sig). Og i rygsækken havde jeg – foruden den temmeligt tomme kaffedåse – en humpel ost og en sjat mælk i en flaske, som Thor Emil gav mig med en anden sjat mælk i for et par dage siden. Letmælk var det, til forskel fra mini- eller skummetmælken, som jeg ellers normalt køber (heldigvis, skulle det vise sig). Derforuden 5 små stykker hjemmelavet knækbrød, en klat rygeost, en rød peberfrugt, 2 cherrytomater, 5 radiser, 2 æg og 2 bananer.

Så der var først kaffe, 2 boller med ost og 2 flade snegle på terrassen.

Lidt senere frokost af knækbrød, rygeost, æg, peber/tomater/radiser.

Og så gik der et par timer med lidt havearbejde/computerarbejde (hvor er det godt, vi har fået internet), og vi var helt klar til at vende tilbage til “civilisationen”, da vores mekaniker ringede. Han ringede bare ikke for at sige, at bilen kunne hentes. Han ringede for at sige, at bilen ikke kunne hentes. De der bremser skulle nemlig skiftes, og det krævede reservedele, og bilen kunne og måtte ikke køre nogensomhelst vegne. Så der var pludselig dømt overnatning.

Og er det, at man bliver sulten!

For sådan så der ud i køkkenskabet:

På øverste hylde frø og kerner til at bage stenalderbrød af – hvis man ellers har æg til at få kernerne til at hænge sammen med. Men de 2 æg havde vi jo spist til frokost. Og en bøtte med en slat honning (Jan spiser ikke honning – så skal han blive meget sulten). På midterste hylde: wrap og bagepapir (det er altid godt af have), et glas oliven, en slat tahin, en halvtom pakke thebreve, dåsetomater og bagepulver. På nederste hylde: lidt flere oliven, tomatkoncentrat og i den sorte pose et kilo mel.

På køkkenbordet et glas med lidt rosiner og lidt havregryn. En flaske med 1/2 dl vineddike og en med tilsvarende mængde olie. En bøtte Pamol på hylden over. Jeg havde jo faktisk netop ryddet op i skabet for hel- og halvgammel proviant sidste gang, vi var på de kanter.

I køleskabet var der en enkelt øl og en flaske pastis – men der var ingen appelsinjuice til pastisen, så…..

En enkelt flaske rødvin fra fødselsdagen havde overvintret på vinhylden. Sådan en kan jo holde sig en rum tid, når den er uåbnet.

Den forblev ikke uåbnet. Nej, den blev åbnet. Og der blev produceret tilstræbt pizza margherita af det tilstedeværende mel, olie, bagepulver, tomatkoncentrat, oliven og havens oregano + den sidste rest medbragte ost fraskåret 6 skiver til de resterende 3 boller, som hermed var rationeret til næste dags morgenmad sammen med de sidste 5 teskefulde kaffe i kaffedåsen.

Og Jan slap for at skulle ud med fiskestang og fiskenet, og jeg slap for at skulle pære den nybyggede svalerede ned (nu er der endelig et svalepar, der har taget mod til sig og har trodset miniflagermusene i Mombassa) for at koge suppe på den, og for at have dårlig samvittighed over ikke at have fanget den kæmpesnog, der gled af sted under min hånd, mens jeg klippede syrenvildskud væk i stendiget. Jeg lavede simpelthen margherita i stedet. Og margherita og rødvin går man ikke helt galt ad, selvom jeg godt kunne have sparet bagepulveret. Bunden hævede ikke. Det skal den selvfølgelig heller ikke.

Til dessert var der hyldeblomstthe fra naturens og markvejens eget spisekammer.

Den aften gik vi – trods alt – mætte til køjs.

Og se, næste morgen viste det sig at være en luksus at have en halv deciliter letmælk på køl, for denne kunne fortyndes, så der både kunne blive til havregrynene og til min halvdel af den tynde kaffe, der kunne produceres på de sidste 5 små teskefulde kaffe i kaffedåsen. Ikke dårligt, ikke dårligt. Og der var små osteskiver til de resterende 3 små boller fra bageren i Ørsted.

Så længe kunne det jo heller ikke vare med den bil…..

Og Jan skulle være hjemme og åbne udstilling kl. 16. Der manglede lige lidt oprydning og lidt lyssætning og sådan.

Der blev klippet mange flere syrener og produceret flotte stendiger med flere snoge, som jeg ikke fangede. Ligesom jeg heller ikke havde succes med at fange kæmpemuldvarpen i dette kæmpeskud (det er Thor Emil’s aflagte str. 42,5 til sammenligning).

Eller det byttedyr, der må befinde sig i dette hul, som andre end jeg tilsyneladende har forsøgt sig med:

Og vildmarken omkring drivhuset blev raseret og tæmmet (her fangede jeg faktisk et par flåter, men det vidste jeg ikke, før jeg kom hjem).

Det blev frokost, og der var en halv peberfrugt, 1 radise og 2 bananer. Mens mekanikeren var ved at montere noget bremse…

Og tiden gik, mens vi gik der og vansmægtede.

Til … endelig – klokken 14.00 – kom bilen kørende med mekaniker, nye bremser og nysynet ind på matriklen. God service! Den gamle stamper blev hurtigt kørt i hus, der blev lukket og låset på rekordtid. På vejen blev der indkøbt nye forsyninger (bagerens og dagens sidste æg-og-reje-bolle) til deling i bilen og 10 frosne kransekagestænger til udstillingsåbningen, og som tøede op på turen, dels lagt op på lit de parade i forruden, dels på tværs af mine ben på forsædet (kransekage er godt for lårene). Og alt klappede. Vi nåede hjem, fik skiftet tøj og ladet om og var på udstilling kl. 15.45. Der blev sat lys og ryddet op, og så kom de væltende, udstillingsgæsterne. Eller – som man siger: børnene og udstillingsgæsten.

Al eventuel sult blev stillet i kransekage fra bageren i Ørsted.

Og der er stadig kransekage til de gæster, der måtte komme forbi også denne dag.

Vi har ikke tabt et gram.

 

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

2 svar til Alone

  1. kirstenbje siger:

    Ja, der sker da noget oppe hos jer. Jo, vi kender godt de serier om “Alaska” tror jeg. Knus

  2. Margrethe siger:

    Hej, I klarede jer jo fint i “vildmarken” I to – men hvad nu hvis I havde fået gæster …

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s