Så skete der alligevel noget?

 

BUM! sagde det, og så stod den stille.
Hjernen.
Helt stille.
Og så skete der absolut ikke mere den sommer. Hun lå på den lade side på stranden samtlige 71 (72) fulde meteorologiske sommerdage. Fra morgen til aften. Der skete intet. Kom ikke en eneste ærlig historie, ingen ord i hendes hoved endsige fra hendes hånd. Der skete virkelig ingenting – og det på trods af, at der faktisk skete utroligt meget i løbet af de 71 (72) fulde meteorologiske sommerdage. Sommeren 2018: den varmeste sommer i – næsten – mands minde, som efterfulgte den koldeste sommer i 21 år, sommeren 2017. Og dette sidste kunne/kan jeg også bevidne, for sommeren for nu 22 år siden – 1996 – kan jeg nemlig godt huske: Den var kold og fugtig. Det var den sommer, jeg ventede Thor Emil, og vi var hjemløse hjemme i Dannevang for at få ham født, fordi det kostede en bondegård at få sådan en lille størrelse født i USA. Vi var hjemløse, fordi vi havde fremlejet vores lejlighed, så vi boede lidt hist og pist, mens vi ventede: af og til i Århus, af og til i Brabrand, af og til i Middelfart, af og til i København. Vi cyklede en del, og især husker jeg cykleturene i København, der var så kolde, at vi måtte stoppe Liv og Mai godt fast i deres cykelstole med dyner, huer, tykke trøjer og ekstra sokker, for at de kunne holde varmen selv på kortere ture. Liv fik stadig blå læber og Mai hvide fingre. Til gengæld fik vi kvælende varm Indian Summer, da vi var tilbage i USA igen i september – nu med 2 storesøstre (og det er vigtigt at pointere: 2 – to – storesøstre!) og en lille gøg på 5 uger.

Men denne sommer solgte vi jo altså vores hus. Vi nåede ikke at blive hjemløse, men det tog faktisk kun 9 dage med 10 fremvisninger, og det gik jo hverken værre eller bedre, end at i selv samme øjeblik, hvor mægleren sendte besked om, at handelen var en realitet, og vi skulle flytte 14 dage inden overtagelse som en del af aftalen – altså medio juli – fik Jan hammerslag på en auktion.

Det kom faktisk til at gå lidt tjept.

Ikke at vi flyttede til nyt og faktisk større hus. Næ, denne sommer havde vi (også) allerede en tom lejlighed at rykke ind i. Og det gjorde vi så. Med hele vores veldresserede flyttehold. De kom fra nær og fjern til endnu en flyttefest. Vi komprimerede, minimerede og down-size’ede os ned fra de 148 m2 stort set étplans – dog med 60 m2 kælder – i forstadsvillakvarteret til 97 m2 på 4. sal – uden elevator, uden kælderrum – midt i storbyosen. Det kan man altså finde på. Ja, og Nana’s arme flagrer da også stadig i vilden sky. De vil simpelthen ikke komme ned igen.

Her er da også skønt, og alting er lige ved døren: F.eks. er vaskemaskinen ned fra 4.,ned i kælderen, op af kælderen, over gården, ned i kælderen, krydse fingre for, at en af de 4 maskiner er ledig. Op igen fra kælderen, over gården, ned i kælderen, op på 4. Vente en time. Ned fra 4., ned i kælderen, op af kælderen, over gården, ned i kælderen, snuppe det nu en anelse tungere (våde) vasketøj i IKEA-posen, op fra kælderen, over gården, ned i kælderen, op på 5. for at hænge til tørre, ned på 4. og puste ud… 8,50 kr koster sådan en maskinefuld vasketøj, og den er godt proppet. Man skulle nødigt gå den tur for ofte… Og, ja, det er da lidt rigtigt – og meget pinligt! – at man må indrømme, at turene til 4. sal ikke skal blive for mange på sådan en helt almindelig dag.

Det er f.eks. også lidt pinligt at opdage, at efter 3 år uden krydderihylde over emhætten lander saltskålen og peberkværnen og alle krydderibøtterne på stort set nøjagtigt samme sted på hhv. emhætte og krydderihylder som i den lejlighed, vi beboede i næsten 25 år forud for de 3. Og man tror, at man går rundt og udvikler sig…!?

Unheimlich ist das!

Cykelkælderen er også tæt på. Den har en dejlig stejl trappe og en smal dør. Man er nødt til at gå ned og låse op og gå op igen og hente sin cykel på fortovet og slæbe den ned ad de stejle trin, for at gå op på gaden igen og siden ind i sin opgang. Hvis man vil undgå den stejle trappe, kan man selvfølgelig vælge den cykelkælder, der ligger samme sted som vaskeriet, men som har udgang direkte til gaden. Man kan vælge at tage turen over gården osv – eller man kan gå uden om blokken for at komme dertil. Det er smart. Smartere end at gå lige ud i sin garage.

Garager er i det hele taget stærkt opreklamerede. Der er jo masser af parkeringspladser til bilen i kvarteret… De er alle bare altid optaget, hvis behovet skulle opstå efter klokken 15. Cirka.

Det koster 510 kr pr. gang…

Til gengæld kommer elektrikeren og borer og installerer dobbelt-kæmpelys på badeværelset og enorme stikkontakter i køkkenet og det endda over flere timer – og helt gratis (og uønsket). Og man kan få udleveret dyr træolie og sandpapir helt gratis hos varmemesteren, hvis man selv vil slibe og oliere gelænderet på altanen. Og man siger bare samme sted, at bruserhovedet er kaput, og vips, så får man et nyt i postkassen. Helt uden beregning. Når filteret i vandhanen falder ud, sender de en mand, der lige ordner dét. Det er skam de små ting, der tæller i hverdagen.

Men det er sådan med det der dobbelte kæmpelys på badeværelset, at man virkelig skal sørge for at have forrettet sin nødtørft, inden man kryber til køjs, for er man så uheldig at vågne midt om natten og i sin vildfarelse komme til at tænde nævnte installation, når man lister ud på operationsstuen, er det lodret umuligt at falde i søvn igen, for krop og sjæl får en chok og tror, at det er midt på den lyseste sommerdag. Og for at det ikke skal være løgn, er det sådan med det dobbelte kæmpelys, at man ikke kan skifte pærerne. Pærer og lamper er så at sige støbt i ét. Ryger pæren, ryger lampen. Men så kommer elektrikeren bare og sætter en ny op. Uden beregning. Det er ret smart.

Det går vi sådan og hygger os lidt med oppe på 4.

Når vi er der.

For ellers er denne sommer gået med at lappe diverse huller i det nyindkøbte hus. Jeg kan røbe så meget, som at vi på nuværende tidspunkt har investeret 622 mandesommertimer i projektet. Hvor bliver de af, alle de timer? Hvor blev sommeren af? Jeg har faktisk taget en del billeder, viser det sig. Har slæbt kamera med overalt, men ikke efterfølgende tjekket det ud. Ingen historier. Men for god ordens skyld kommer her en lille kavalkade – med behørige datoer…

Vi starter i juli, på terrassen i Sydtoften.
Nej, vi tager den i kronologisk orden og starter i stedet med et par shots fra de første timer på det nye projekt:

Spørgsmål: Er det mon et lupinbed?
Svar: Nej, det er en temmeligt “forvokset” flisebelægning.

Spørgsmål: Er det Byggemand Bob?
Svar: Ja, og han har netop beskåret en kæmpethuja fra uomgængelig busk til omgængeligt træ.

Ja, og udhus fulgte der med. Med solceller på taget, både i øst og i vest. Og solen skinnede.

På terrassen i Sydtoften truttede trompeterne om kap, og haven var endnu frodig i starten af juli.

Dog med sporadiske tegn på mangel på vand:

Dammen klarede sig stadig fint,

og rosenbedet og alt det andet omkring dammen ligeså.

Hvorimod dammen i kolonihaven var begyndt at lide.

Nøkkeroserne her kom aldrig i blomst, vandet forsvandt faktisk fuldstændigt.

I Udbyhøj havde padderokkerne – disse sidste dinosaurer – kronede dage trods tørke og og stenørken.

Men sådan skulle det ikke blive ved med at være:

Denne gang i en super tid: det tog en fodboldkamp.

Der er så meget, mænd ikke forstår…

Pragtbedene var der til gengæld ikke så meget at stille op med denne sommer. Ikke megen pragt over dem.

Og små 2 uger senere så det ellers så stedsegrønne bed i kolonien sådan her ud:

Og, ja, dammen tørrede som nævnt helt ud:

Mens de træer, vi fældede i vinter, en halv meter derfra, gik helt amok:

Stubbene gik totalt i meterhøjebuske. Hvad skete der lige dér?

På Byggemand Bob-fronten skete der ting og sager:

Der blev støbt ny sokkel…

Og ny bagtrappe.

Der blev skrabet, slebet og malet vinduer. På førstesalen er de ved at blive skiftet til nye. De gamle stod ikke til at redde.

Endnu en thuja og en hel del løssluppen vin blev kraftigt beskåret, så det over hovedet var muligt at komme til de vinduer. Ja, faktisk var det så nyt et islæt i gadebilledet, at et par naboer kom forbi og kommenterede: de havde slet ikke været klar over, at der var et stort vindue lige der?!

Og ved siden af det store vindue – bag den betvungne thuja – var en gang en dør med trappesten og tilbehør. Trappen er der endnu, men ikke den dør. Og døren førte en gang ind i en butik. Efter sigende noget med sadler og seletøj. Og muligvis var det en smed, der havde sit virke i det store udhus i gården.

Og – ikke at forglemme – der dukkede søreme en pigstensbelægning op langs huset…

Hoveddøren fører til noget, der godt ku’ gå hen og blive helt stateligt (ude på landet).

På lige fod med de 3 stuer en suite… og det er alt sammen noget med højt til loftet, stuk, guldkontakter og guldhåndtag …

Det er dog ikke alt, der er gult, som også er guld, – som man siger…

Der var jo f.eks. den med soklen, som guldet hviler på, og som næsten ikke var nogen sokkel. Men det blev den.

Nu sortmalet. Rundt om hele huset.

Og i haven, i lupin- og skvalderkålvildnisset bag bænken, dukkede søreme endnu en

pigstensbelægning frem! Under vildnis og 20 cm muld.

Der er ingen grænser, når jeg går i gang med min graveske. Noget har jeg da lært.

Vi gør hver dag et stop på vejen og køber forplejning på vores favourite handelsplads. Vi handler nemlig lokalt. På enkelte dage – som når vi f.eks. har ekstra mandskab med – flotter vi os med en sandwich, og hver dag med en dele-alkoholfri-naturligvis-øl.

Og vips! så kom her også lige en trappe. Sådan er det med ham byggemanden.

Det går vi sådan og hygger os lidt med ude på landet.

Når vi er der.

Når vi ikke er er hjemme på 4.

… … …

Og, ja, der gik faktisk rundt regnet 3 måneder fra forrige indlæg og til nærværende. Jeg har siddet ved computeren adskillige gange, men den ville ikke noget. Indlæggene ville ikke noget som helst. Hjernen stod stille, computeren stod stille, men et par gange har jeg læst og genlæst Klaus Rothstein’s essay Forlist i sol i Weekendavisen fra 3. august og undret mig (og (stadig) ikke forstået en disse). Stadig kan jeg bare konstatere, at det beskriver sgu’ meget godt min tilstand denne sommer. Sært. Underligt. Mærkeligt. Men som han skriver: “Det behøver jo ikke at gå så hurtigt. Det siger jeg hele tiden til mig selv. Denne sommer har jeg læst færre bøger, end jeg plejer. Og jeg har skrevet mindre, end jeg havde planlagt. Det føltes først som en krise. Siden som en lise”.
Tak. Så er vi da to.

 

 

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Et svar til Så skete der alligevel noget?

  1. kirstenbje siger:

    Hvor har je savnet dette her. Men jeg kan godt forstå dig. Kriser kan af og til dukke op. Tak for en god beretning og HELD OG LYKKE MED PROJEKTET .

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s