Udbyhøj

 

28.07.13

“Hvad ku’ I så få tiden til at gå med denne gang?” spurgte Thor Emil ved aftenbordet.

Vi har været en smuttur i Udbyhøj på forkortet week-end, for Nana havde en aftale, så vi skulle være hjemme idag klokken 11.30. Hun skulle på årets strandtur incl. badning! med en veninde. Det snakkede vi meget om på vejen hjem, for det er nemlig ret svært at lokke den unge dame til og i vandet. Men åbenbart ikke, når man hedder Natacha. På trods af storregn omkring Randers og indtil Trige. De aftalte endda undervejs både paraply og gummistøvler, hvilket var gjort rent til skamme, da vi nåede Aarhus. Det blev til velvalgt bikini, madpakke og vandflaske.

Men denne gang fik jeg tiden til at gå med at skrabe vinduerne i gavlen og male dem færdige, tjekke op på de resterende vinduer og døre og pletmale hist & pist.

Jeg fik også ryddet en del op i “computerrummet”, mest fordi jeg ville finde den varmepumpe frem, som har stået og ventet i flere år, men som nu skal videre til huset på den halve-sommerhus grund i Gerå. Jeg stødte i den forbindelse på en gammel og mør taske, et par poser stenhård cement og en stor papkasse, der så ud til at have dannet ramme om en hel musefamilies hjem – at dømme efter mængden af små sorte “hørfrø” i kassens bund. Ud røg det hele. Spindelvæv en masse blev støvsuget væk. Diverse halvfyldte kasser med pensler o.lign. blev komprimeret, og der blev gjort plads til, at skorstensfejeren kan smyge sig ind i hjørnet og rense skorstenen…

Jan fik repareret en revnet tagplade over terrassen og banket puds af under de 2 store vinduer og pudset det hele op på ny. Det ser skidegodt ud!

Mine pragtbede, som det tørre vejr har gjort et eller andet ved, var rimeligt hurtigt overståede.

Nana læste 300 sider Hunger Games og bagte en meget lækker  Pavlova marengskage med hindbærskum. Jan roede en tur på fjorden, mens Nana og jeg cyklede til Udby og til havnen. Hun indfangede 6 minifrøer, som for en meget kort stund fandt et nyt hjem i Jan’s pragtdam, inden de hoppede videre. Der var pastis i solen på terrassen. Der var pizza, og der var lørdagsslik. Og denne morgen gåtur til vandet, inden vi skulle hjem igen. På vejen en afstikker omkring Tørslev med de smukke slugter, hvor vi  fik handlet 4 rummeter flot kløvet brænde til vinteren, så nu ved vi, hvad vi skal få noget af tiden til at gå med næste week-end!

06.08.13

Vi fik da betalt for vores brænde, men vi venter lige en omgang, før vi får det i hus.

Denne week-end bød på masser af smukke guldsmede over mark og åkandepragtbed, kredsende musvåger – men ikke så mange dette år – svalerne har forladt os, og vipstjerteparret med unger, men flagermusene har vi stadig. Om det var Nana’s små frøer, der hoppede rundt i græsset, skal jeg ikke kunne sige, men minifrøer var der faktisk hist og pist.

Mirabellebuskene i gærdet måtte lade et par meter i højden, for de spærrede for udsynet fra altanen, og det går ikke.

…….

26.07.17

Hvor er det mærkeligt, som tingene gentager sig…

Siger og skriver 4 år siden sidst – næsten på dato.

Endnu en gang har jeg netop malet vinduer og døre, og denne gang fandt jeg i “computerrummet” bl.a. en næsten fuld spand transparent træbeskyttelse, som jeg skulle bruge til grunding af vinduerne, men som ikke længere var transparent. Snarere lignede den nederste halvdel budding, eller måske var konsistensen mere à la købe-æggestand.

Jan fik igen banket lidt puds af under de 2 store vinduer og pudset op igen – og nu ser det atter skidegodt ud.

Jan roede en tur på fjorden, og jeg gik en tur til stranden.

Der var pastis i solen på terrassen.

Og mirabellebuskene i gærdet må snart lade et par meter i højden, for de spærrer for udsynet fra altanen, og det går ikke.

…….

Vi købte huset i Udbyhøj på Liv’s fødselsdag i 2005. Det var vores første tvangsauktion, og det var en skæg og speciel oplevelse. Lokalet var proppet med mennesker; der blev hentet stole fra de tilstødende lokaler. Der var masser af lyd og snakken; efterrationaliserende ved vi nu, at der var en del af “de lokale” til stede. Lyd – lige indtil advokaten startede med sit bud på 433.000 kr. Så blev der bomstille – i få sekunder. Indtil Jan fik sagt: “440.000”. Og så var det hus solgt. I løbet af 0,5 var lokalet rømmet. Kun vores nye “nabo”, godsejerfrue & ejendomsmægler, hilste på og påpegede, at hønsegården overskred skellinien.

Det måtte vi jo så få set nærmere på.

Vi fik overstået formalia og fik udleveret nøgle og kørte straks til Udbyhøj, hvor vi kunne konstatere, at siden besigtigelsen den foregående søndag var der fjernet køkkenbordplader og samtlige husets kontakter, den brandsikre dør til fyrrummet manglede; i Mombassa var læsset et større læs skrammel af… Og ellers lignede huset vist sig selv: en ruin!

Men en fantastisk ruin.

I skøn natur, med markvej foran, skrænt og skov bag huset, udsigt over mark til hav. Det er dér, hvor alting falder på plads.

At det så f.eks. ikke lige var en reel skov på skrænten dér bag huset, fandt vi ud af foråret efter, hvor en skønne dag alle træer var fældet, og det viste sig at have været 2 ubebyggede sommerhusgrunde, som var sprunget i skov, og som nu var solgt, og nu sku’ der bygges!

Og den sommer var de 2 grunde solgt nok en gang og blev bebygget. Håndværkerne spillede sommerens tilsyneladende hit “Hon heter Anna. Anna heter hon” (“Boten Anna”), mens de kravlede rundt og lagde tag. Havde de 2 huse så endda været et par arkitektoniske skønheder, havde det måske været en anden sag … men vi har lært at leve med dem. Udsigten er den samme. Og vores ruin er ikke længere en ruin. Den er markvejens stolthed.

Huset hedder ikke Mombassa, men Mombassa står endnu – 12 år senere – malet med store og sirlige røde bogstaver på det, der en gang blev brugt som stald, og som nu er en slags udhus. Liv forsøgte ellers meget ihærdigt som noget af det første at slibe navnet væk, men nåede aldrig længere end en lille smule af det sidste a. Og er man på nippet til at fare vild, skal man altid bare spørge efter Mombassa, så kan enhver af de mere eller mindre “lokale” vise vej. Det kniber mere med navnet Havskiftegård, som vi kalder herligheden, og som Jan så fint har navngivet huset med et flot skilt på gavlen. For, som “de lokale” siger: “I kan kalde det, hvad I vil; det vil altid hedde Mombassa“. Og så er den potte p.. egentlig ude.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s